10 trin til et godt privatlån

Hvis du følger disse 10 trin, er du på sikker kurs mod et godt privatlån – uanset hvad du vil låne til.

Vil du tage et privatlån for at finansiere en drøm, bygge til eller flytte, så får du her – uanset dine grunde til at ville låne – den ultimative guide til, hvordan du ender ud med et godt privatlån.

Guiden består af 10 trin, som du kan dykke ned i, så du sikrer dig et godt og fornuftigt lån.

Trin 1: Overvej formålet

Når du skal finde et godt privatlån, skal du overveje, hvad du gerne vil låne penge til. Hvad er formålet værd for dig?

Det er kun dig, der kan svare på, om du vil betale eksempelvis 4.000 kroner hver måned i fem år for at få et nyt badeværelse, ligesom det også kun er dig, der kan tage stilling til, om du vil betale 1.000 kroner om måneden i tre år for en ferie, som du måske allerede har været på.

Pointen er, at du skal overveje, hvor meget du er villig til at betale og ofre for at få din drøm til at gå i opfyldelse.

Trin 2: Læg et budget

Med formålet på plads er det tid til at kigge på din økonomi.

Du skal have lagt et budget over samtlige af dine indtægter og dine udgifter stillet op over for hinanden.

Er du i tvivl om, hvordan du lægger et godt budget?

Vi har lavet en række videoer om at lægge budget på en god måde – dem finder du herunder: 

Video: Derfor bør alle lægge et budget

Video: Sådan lægger du et budget

Video: Sådan styrer du dine penge bedre med et budget

Video: Sådan overholder du dit budget

Finanstilsynets privatøkonomiske guide, Råd til Penge, har også samlet en masse gode råd til at lægge et budget, ligesom de også har en færdiglavet budgetskabelon, hvor du blot skal indtaste dine økonomiske oplysninger.

Når du har budgettet på plads, ved du, hvor mange penge du har i overskud hver måned til at afdrage på et lån. Her er det vigtigt at understrege, at du ikke skal sætte dig for stramt, men sørge for at have plads til eventuelle uforudsete udgifter.

Trin 3: Vælg det rigtige lånebeløb

Måske ved du allerede præcis, hvor meget du har brug for at låne. Det kan være, at du har fundet præcis det køkken, som du drømmer om, og ved, hvor meget det koster. Så er det ikke svært at finde frem til det rigtige lånebeløb.

Men hvis ikke det er så ligetil, skal du igen have gang i et budget. Uanset om du skal bruge pengene på en drømmeferie, en carport eller en flytning til en ny bolig, skal du lægge et budget for, hvor meget det kommer til at koste dig alt i alt.

En vigtig pointe i forhold til at fastslå det samlede beløb, som du gerne vil låne, er, at det er både nemmere og billigere at låne nok i første omgang. Det er dyrere for dig efterfølgende at skulle ud og låne mere hos din låneudbyder.

I sagens natur skal du ikke låne ALT for meget, for så ender du med en masse penge, som du ikke har brug for, men som du skal betale renter og omkostninger på.

Trin 4: Undersøg markedet

Nu ved du, hvor mange penge du skal låne. Næste skridt er at finde ud af, hvor pengene skal lånes.

En mulighed er at bruge de såkaldte sammenligningstjenester, som indsamler informationer fra en lang række låneudbydere. Her skal du indtaste dit lånebeløb, din løbetid og hvad du vil rangere låneudbydernes tilbud efter, og så sorterer siden de billigste muligheder for dig.

Du skal dog vide, at sammenligningssiderne ikke nødvendigvis kan give dig det fulde overblik, da der kan være mange låneudbydere, som ikke er med på siden, ligesom man kan betale sig til at rangere højt på siderne. Men de kan fungere som en god mulighed for at finde låneudbydere, som du ikke selv havde tænkt på.

En anden fornuftig løsning er at snakke med venner og bekendte om, hvad de har gjort. Mange gange kan andres personlige erfaringer være den bedste anbefaling, du kan få.

I det hele taget er det godt givet ud at bruge lidt tid på at afsøge mulighederne på internettet. Og så skal du huske på, at en låneansøgning ikke er bindende. Selv om du skriver under, har du stadig 30 dagesfortrydelsesret. Det vil sige, at når du har sendt ansøgningen, er den ikke bindende, før du har skrevet under på det lånetilbud, du modtager. I princippet kan du søge flere steder på én gang og til sidst vurdere, hvem der har sendt det bedste lånetilbud. Det lån der lyder bedst, er det du skriver under på.

På jagt efter det bedste lån til den mest attraktive pris? 
Vores ekspert guider i: Hvordan får jeg det bedste lån?

Trin 5: Sammenlign lån med ÅOP

Når du har fundet frem til forskellige låneudbyderes muligheder og produkter, vil du formentlig gerne finde det billigste lån blandt produkterne.

I det tilfælde skal du kigge på lånets ÅOP.

ÅOP står for Årlige Omkostninger i Procent, og begrebet fortæller dig, hvad det enkelte lån koster at have årligt inklusive alle omkostninger udtrykt som en procentdel af det samlede lånebeløb.

ÅOP er virkelig værk-tøj-et, når du skal finde det billigste lån. Man kan nemlig hverken bruge renterne eller den månedlige ydelse til at konstatere, hvilket lån, der er det billigste.

En lav rente kan eksempelvis dække over høje gebyrer eller andre høje omkostninger.

ÅOP er din eneste mulighed for at sammenligne forskellige lån. Du skal vælge samme løbetid og lånebeløb for at kunne sammenligne forskellige lån. Lånet med den laveste ÅOP vil være det billigste for dig at have.

ÅOP, variable rente og etableringsomkostninger – forstå låne-verdenens begreber på 2 min.
Klik her og gå til: Hvilke begreber skal jeg kende, når jeg tager et privatlån?

Trin 6: Vælg en god løbetid

Nu har du så fundet ud af, hvor du gerne vil låne dine penge. Nu skal du finde ud af, hvor lang løbetiden skal være. Måske føler du allerede, at du har fundet en god løbetid, da du brugte ÅOP’en til at sammenligne forskellige lån. Men det kan godt være, du lige skal genoverveje løbetiden en ekstra gang.

Du skal ikke bare gå efter så lang en løbetid som muligt. Til trods for at du får en lavere månedlig ydelse, vil dit lån alt i alt blive dyrere, fordi du skal betale renter og omkostninger i længere tid.

En kort løbetid giver altså det billigste lån, så i udgangspunktet skal du gå efter så kort en løbetid, som dit budget og din økonomi tillader. Sørg dog for ikke at presse citronen for meget. Så risikerer du, at dit månedlige budget bliver mast under en høj månedlig ydelse.

Hvad skal ydelsen være på dit privatlån?
Se eksempler: Hvordan vælger jeg en god månedlig ydelse på mit privatlån?

Trin 7: Kig på den månedlige ydelse

Dette punkt hænger sammen med det forrige om at vælge den gode løbetid på dit lån.

Kig grundigt på den månedlige ydelse, som du bliver tilbudt fra låneudbyderen. Vurderer du ud fra dit budget, at det er realistisk, at du kan betale de penge af på et lån hver måned i de år, som du har valgt, at det skal tage?

Føler du, at din økonomi er rustet til uforudsete udgifter, så der stadig er plads til at betale lånets månedlige ydelse, hvis fryseren står af, eller du skal have nye briller?

Vælg en månedlig ydelse, som du kan overskue at betale, og som ikke er alt for høj.

Husk også, at det er nemmere at henvende sig til sin låneudbyder efterfølgende og bede om at afdrage mere pr. måned – altså at forhøje sin månedlige ydelse – frem for at skulle bede om at få reduceret sin månedlige ydelse. Sidstnævnte kan låneudbyderen tolke som et tegn på, at du er i en økonomisk vanskelig situation.

Trin 8: Læs vilkårene igennem

Hvad er det, du takker ja til?

Det skal du vide.

Med styr på både udbyder, lånebeløb og løbetid er det tid til at finde ud af, hvad vilkårene er på præcis det låneprodukt, som du er ved at skrive under på. Kig på, hvor fleksibel tilbagebetalingsplanen er. Nogle banker tager et gebyr, hvis du gerne vil indfri lånet før tid, og det er ærgerlige penge at skulle af med. Derfor kig i vilkårene, hvordan det forholder sig hos netop den låneudbyder, du har udset dig.

Kig også efter, hvilke muligheder låneudbyderen har for at ændre vilkårene ved dit lån.

Trin 9: Tak ja til lånet

Er du tilfreds med lånets ÅOP og vilkårene, og har du en god mavefornemmelse omkring låneudbyderen, er du formentlig klar til at søge om lånet.

Hos de fleste låneudbydere er ansøgningsprocessen hurtig og smidig, og du kan mange steder underskrive både din låneansøgning og selve lånet online med dit MitID.

Husk på, at du ikke kan være sikker på at få tilbudt de samme vilkår, som du søger om.

Den konkrete ÅOP, rente og pris, som du vil blive tilbudt på dit lån, afhænger af låneudbyderens kreditværdighedsvurdering af dig.

Hvilken pris du får, er altså baseret på, hvor stor en risiko låneudbyderen vurderer, at de tager ved at låne penge til dig.

Hvad skal du udfylde og hvor længe skal du vente? Forstå processen bag et privatlån herunder.
Se hele processen her: Sådan tager du et privatlån 

Trin 10: Overhold lånets forpligtelser

Sidste trin handler om det, der foregår, når du har fået dit lån.

Hvis du har overvejet disse punkter, bør det ikke blive et problem for dig at betale af på lånet – men du kan selvfølgelig havne i en situation, hvor der opstår udfordringer.

Gør alt, hvad du kan for at betale af på lånet hver måned, for ellers kan du ende i en dårlig økonomisk situation.

Hvis afdragene føles helt uoverskuelige, skal du henvende dig til din låneudbyder, og du skal hellere gøre det med det samme end at vente.

Låneudbyderen er som oftest med på at forsøge at komme dig i møde, så de får deres penge på den ene eller anden måde, og du holder skindet på næsen.

Måske vil du også gerne læse